|
|
|
Henrik Friis | Fidel - klar til Århus. | | Danske The Circus er blevet nødt til at melde afbud til lørdagens job på SPOT 08, men det baner til gengæld vejen for et nyt islandsk indslag på SPOT Festivalen, nemlig rockbandet Fidel.
Fidel startede for to år siden og er en kvartet, hvis medlemmer er først i 20’erne. Debut-cd’en ”Good Riddance=New Entrance” har allerede fået den nationale musikpresse til at skrive ”den bedste islandske rock-plade i laaaang, laaang tid” og ”et must-buy for enhver rock-fan”. Efter supportjobs for internationale navne på hjemmefronten skal Fidel nu også lanceres uden for de islandske grænser – ikke kun i Danmark ved SPOT 08, men også i Schweiz til juli.
Desuden er det sidste programpunkt under SPOT 08’s række af seminarer faldet på plads:
"Hvordan får man foden indenfor" – fredag kl. 18.30 i Lille Sal
Her diskuteres hvordan man kan overvinde barriererne og skabe sig en karriere inden for henholdsvis den amerikanske og den engelske musikindustri. De to panel-deltagere har selv rigeligt af erfaringer at øse af:
Henrik Milling er rap- og r&b-producer, som i Los Angeles har haft længerevarende samarbejder med bl.a rap-superstjernerne Ice Cube og Easy E. og r&b-navnene Vanessa Williams, Johnny Gill og Don E. De 10 mio. solgte eksemplarer er rundet, når det gælder den musik han har arbejdet med. Henrik Milling er i dag tilbage i Danmark, hvor han arbejder som radiovært på Danmarks Radio.
Drezz Siegumfeldt (Andreas S. Jensen) - med fortid i Parkering Forbudt og Simcess - bor i London, hvor han både har haft egne orkestre og siden 2000 har spillet med Abba Tribute-bandet Bjorn Again, samtidig med at han fungerer som producer og sangskriver – bl.a. med Celine Dion- og Sheena Easton-produceren Chris Neil og Ralph McCarthy (der har skrevet til Janet Jackson, Celine Dion, Ace of Base etc.).
Endelig er amerikanske Scott Robert Cohen blevet tilsluttet ”Monetising Anarchy”-panelet med amerikanske Jim Griffin og engelske Ian Penman fredag kl. 19.10 i Musikhusets Foyer. Panelet diskuterer musikkens muligheder i den digitale fremtid – både set fra forbrugernes og branchens synspunkt. Som Griffin og Penmann anses Scott Robert Cohen for at være ekspert i musikindustriens fremtid, og han har som foredragsholder og moderator deltaget på mange musikbranche-messer på verdensplan.
|
|
|